Arbejdsmiljørådgivning ved renovering med 50 pct. rabat på KU LIFE

Rådgivningsvirksomheden NIRAS JOBLIFE skal renovere el-installationerne på hele Det Biovidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet (LIFE). Mange berøres af renoveringen, da alle 11 forskningsinstitutioner kommer til at undvære strøm i op til to dage. Udover de tekniske installationer giver projektet også arbejdsmiljøudfordringer. NIRAS JOBLIFE skal sikre det psykiske arbejdsmiljø med omfattende arbejdsmiljørådgivning, der finansieres af Arbejdstilsynets 50 procents tilskudsordning.

Det Biovidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet (LIFE) med 1.800 fuldtidsansatte, 3.100 studerende og 400 ph.d.-studerende skal ved en lovliggørelse af el-installationer have etableret HPFI-relæer i alle el-tavler. Der er i alt 742 eltavler, fordelt på 292 etager i alt 147 bygninger.

Projekteringen af de omfattende ændringer på de tekniske installationer på KU LIFE bliver udført af rådgivningsvirksomheden NIRAS JOBLIFE og betyder, at alle afdelinger, stabsfunktioner og institutter, 51 i alt, i løbet af 2011 vil være uden elektricitet i op til to dage. Der etableres nødstrøm til udstyr og anlæg, som ikke må slukkes under renoveringen. Herudover rådgiver NIRAS JOBLIFE, der samtidig er Danmarks største arbejdsmiljørådgiver, også om påvirkningerne af det psykiske arbejdsmiljø.

Vores arbejdsmiljøerfaringer viser, at en omfattende renoveringssproces af el-installationerne let medfører store frustrationer og bekymringer hos personalet. Utilstrækkelig koordinering af, hvilket udstyr der skal kobles til nødstrøm, og mangelfuld information om tid og sted, kan betyde tab af uerstatteligt materiale, og samtidig give utilsigtede effekter på alarmer, styringssystemer og lign.

Ved større renoveringer og strømafbrydelser kan deadlines og arbejdsgange let blive påvirket, og der er ofte en naturlig frygt for tab af informationer og forskningsresultater. Renoveringen involverer stort set alle på KU LIFE, så vi skal hjælpe med at sikre, at personalets psykiske arbejdsmiljø bliver påvirket så lidt som muligt både før, under og efter selve renoveringen. Det er en helt ny måde at tænke arbejdsmiljø ind i et projekt på, og det er da også et omfattende puslespil, der skal gå op med at tage hensyn til alle brugernes ønsker.

Minimering af påvirkninger og frustrationer i arbejdsmiljøet

For at minimere personalets frustrationer ønsker KU LIFE at sikre en god og gnidningsløs renoveringsproces ved at tilknytte en procesfacilitator. Det betyder, at NIRAS JOBLIFE som professionel autoriseret arbejdsmiljørådgiver skal informere, koordinere og styre kontakten mellem det berørte personale på den ene side og leverandører, rådgivere samt håndværkere på den anden. Annette Nylev fra KU Campus Plan og byg siger:

Vi ønsker at skabe tryghed og ”ro i maven” hos både det videnskabelige personale og den tekniske stab ved en grundig planlægning, koordinering og løbende information om forløbet. Vi har derfor ønsket at benytte en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at være procesfacilitator, da det ses som en klar fordel, at koordinatoren har øje for de arbejdsmiljøkonsekvenser, renoveringsarbejdet har og har erfaring med at involvere personalet, kommunikere og skabe tryghed.

Psykisk arbejdsmiljø bliver ikke forringet

Målet med projektet er, at det psykiske arbejdsmiljø ikke forringes under det omfattende renoveringsarbejde fx ved uvidenhed og ængstelse, for at materiale, data og viden går tabt under strømafbrydelserne.

Ved at benytte NIRAS JOBLIFE til at koordinere den brugerrelaterede del af renoveringen af el-installationerne indtænkes personalets psykiske arbejdsmiljø på en helt ny måde. Der har ikke tidligere været tradition for at sætte fokus på, hvilke konsekvenser renoveringen har for personalets oplevelse af utryghed, frustrationer og involvering. Vi håber, at de indsamlede erfaringer kan benyttes i lignende aktiviteter fremover. NIRAS JOBLIFE foreslog, at vi skulle søge om refusion af arbejdsmiljørådgivningen fra Arbejdstilsynets 50 procent pulje, og vi er naturligvis yderst tilfredse med, at det omfattende projekt kan gennemføres så problemløst som muligt. Indtil videre er det lykkedes at gøre de fleste tilfredse med forløbet.

Selve arbejdsmiljørådgivningsopgaven er på 800.000 kr. ekskl. moms, hvoraf halvdelen kommer fra Arbejdstilsynets 50 procent pulje. Her kan en offentlig myndighed, der frivilligt indgår en aftale med en arbejdsmiljørådgiver om bistand til at løse et arbejdsmiljøproblem, få refunderet 50 procent af udgifterne.

NIRAS JOBLIFEs rolle/aktiviteter/ansvar

Med fokus på det psykiske arbejdsmiljø blandt de berørte ansatte og studerende er det arbejdsmiljørådgiveren NIRAS JOBLIFEs rolle at:

• stå for at sikre den konstruktive kontakt til institutterne
• udarbejde kommunikations-, koordinationsplaner og oversigter
• informere om disse planer og oversigter
• udsende varslinger
• styre og reagere på tilbagemeldinger