De færøske bygherrer sætter fokus på sikkerheden
Byggeindustrien boomer på Færøerne, og den Færøske Bygherreforening har et stort ønske om, at bygherrerne sætter fokus på arbejdsmiljø og kompetencer til at lede sikkerhedsarbejdet mht. bygge- og anlægsarbejde.

Modsat Danmark er det ikke lovpligtigt for koordinatorer at tage en arbejdsmiljøkoordinator-uddannelse, men netop for at højne sikkerheden udbød foreningen en arbejdsmiljøkoordinator-uddannelse, som Lasse Boo Hartmann fra NIRAS afholdt over 5 dage i april og maj måned. Der viste sig stor efterspørgsel på uddannelsen, som blev fuldtegnet med det samme, så et ekstra kursus måtte arrangeres.
Deltagerne var bygherrer, rådgivere og entreprenører, som var meget engagerede og interesserede. Den generelle mening var, at kurset havde været mere vedkommende, end deltagerne havde forventet, og det fik sat mange tanker i gang.
Resultatet af kurset er, at den Færøske byggeindustri har fået flere kompetente arbejdsmiljøkoordinatorer, som vil være til stor gavn for sikkerhed og arbejdsmiljø på byggepladserne på Færøerne.