Widex Sikkerhedsstyret byggeri med færre ulykker og bedre bundlinje
Høreapparatproducenten Widex er netop flyttet ind i deres nye klimavenlige domicil efter to års byggeri og en mio. arbejdstimer. Widex har langt før første spadestik fokuseret på at sikre et godt arbejdsmiljø. Sammen med hovedentreprenør ASON hyrede de derfor NIRAS JOBLIFE som sikkerhedskoordinator, hvilket har resulteret i en ulykkesfrekvens på 75 procent mindre gennemsnittet.

Danske Widex er den 6. største producent af høreapparater på verdensplan. Deres nye, spektakulære, fremtidssikrede domicil på 36.600 m2 i Vassingerød i Nordsjælland er sammen med produktionen gjort CO2-negativ. Ud over at skåne miljøet har der været stort fokus på at skåne medarbejderne på byggepladsen.
Det er naturligvis værd at omtale et projekt med en ulykkesfrekevens på 75 procent mindre end gennemsnittet i byggebranchen. Men det burde ikke være nødvendigt, da eksemplet med al tydelighed viser, at med den rette tilgang og fokus, kan det lade sig gøre at opnå langt færre ulykker. Vi burde være nede på sådan et niveau ved alle byggesager.
Når det er sagt, har vi oplevet et stort fokus på sikkerheden på byggepladsen. Det er vigtigt at have en bygherre som Widex, der ’VIRKELIG VIL’ et godt arbejdsmiljø. Samtidig skal man ikke undervurdere effekten af at have erfarne folk som projektleder René Christiansen og sikkerhedskoordinator Bo Damgaard Hovmand fra NIRAS JOBLIFE samt Ronni Birch fra ASON på opgaven. De har haft mandat til at påpege uhensigtsmæssigheder og deres engagement, samarbejde og den gode dialog med os og alle på pladsen har været med til at give en bemærkelsesværdig lav ulykkesstatistik.
Der har i spidsbelastningen været 350-400 medarbejdere beskæftiget på Widex over en byggeperiode på to år. Der er registreret en ulykkesfrekvens på otte pr. en million timer, som har medført 35 fraværsdage. Arbejdstilsynet har været på besøg 10-12 gange, da de gennem de sidste to år har kørt en kampagne med ekstra stor bevågenhed over for det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på store byggepladser. Der har undervejs været få mindre påbud, som er blevet klaret med det samme i den konstruktive dialog med Arbejdstilsynet.
Sikkerhedsstyret byggeri sikrer bundlinjen
Det giver en lang række fordele at fokusere på et sikkerhedsstyret byggeri, hvor arbejdsmiljø er en integreret del af hele byggeprocessen, og dermed skabe et godt arbejdsmiljø og forebygge ulykker.
Et godt arbejdsmiljø giver mange fordele og sidegevinster. På Widex er det i høj grad lykkedes at skabe en byggeplads, hvor alle synes det er rart at være. Jeg har aldrig før oplevet så engagerede medarbejdere, der gør, at alle arbejder mod et fælles mål og yder deres bedste. Er der ryddeligt på byggepladsen, bliver man mindet om sikkerheden, og bliver folk taget seriøst, når de henvender sig, så roder man automatisk mindre selv, giver den en ekstra tand, er mere samarbejdsvillige, påpasselige og tænker over at forebygge ulykker.
Den ekstra investering i en ekstern sikkerhedskoordinator på fuldtid har tjent sig hjem mange gange. Bo fra NIRAS JOBLIFE har været med på alle møder, og der er tænkt sikkerhed ind i alle faser og arbejdsgange. Det er min klare vurdering, at vi totaløkonomisk har sparet penge, da tingene har kørt upåklageligt. Ikke kun pga. nul alvorlige ulykker, få mindre ulykker og fraværsdage, men også pga. alle de skjulte omkostninger og sidegevinster. Det er incitament til, at det simpelthen ikke kan betale sig at vælge den billigste løsning på kort sigt.

Gode råd om sikkerhed på byggepladser
Sikkerhedskoordinator Bo Damgaard Hovmand, NIRAS JOBLIFE, tilsynsførende Per Markussen, Arbejdstilsynet, projektleder René Christiansen, ASON (i dag ansat i NIRAS JOBLIFE) giver følgende råd om sikkerhedsstyret byggeri:
• Bygherren skal have fokus på arbejdsmiljø – også gerne i kontrakten, så der er rene linjer og ansvarsområder.
• Sæt mål for sikkerheden: Fokus på sikkerhed giver færre ulykker.
• Sikkerhedsansvarlig skal indgå i alle faser af byggeriet fra start til slut. Arbejdsmiljø skal være en integreret del af hele byggeprocessen og omtales på alle møder.
• Tænk sikkerhed og totaløkonomi fra start: Fokus på sikkerhed og et godt arbejdsmiljø kan betale sig – også på bundlinjen. Den billigste løsning er ofte den dyreste i længden.
• Sikkerhedsarbejdet er ikke en stabsfunktion, der først skal træde i kraft, når skaden er sket. Sikkerhed er et fuldtidsarbejde, hvor man skal være tæt på processen, have overblik, engagement og være på forkant.
• Synliggør ansvaret for sikkerhedsarbejdet. Vigtigt med stor erfaring, engagement og mandat til sikkerhedsarbejdet.
• Sørg for at sikre et godt informationsniveau til alle om sikkerhed: Sikkerhedskursus til alle der er længere tid på byggepladsen – også på forskellige sprog, hvis nødvendigt.
• Sørg for, at sikkerhed og sikkerhedsansvarlige har stor synlighed, så alle ved, hvem de skal henvende sig til. Det er vigtigt at komme hver dag på pladsen tidligt fra morgenstunden og sige god morgen og forebygge problemer.
• Arbejdsmiljø er alles ansvar: Det skal være naturligt for alle at påpege problemer.
• Alle interessenter: Bygherre, rådgivere, arkitekter, håndværkere m.v. skal samarbejde om sikkerhed på pladsen. Kæden kan hoppe af mange steder, så alle skal informeres og fokusere på et godt arbejdsmiljø.
• Start alle møder med at tale om sikkerhed, så alle tager det alvorligt og tingene tages i opløbet. Der skal ikke blot holdes møde hver 14. dag, hvor sikkerhed kun omtales, hvis der er tid til det.
• Har virksomheden ikke erfaring med sikkerhedsledelse, så sørg for at hyre erfarne eksperter.
• Sikkerhedsansvarlige skal fokusere på de nødvendige forebyggende forhold og ikke bruge unødvendig tid på papirarbejde – blot for papirets skyld.