10 gode råd om arbejdsmiljørådgivning
Investeringer i et godt arbejdsmiljø bidrager til sundere, sikrere og mere produktive arbejdspladser. Men det er en god idé at have gennemtænkt, hvad du egentligt gerne vil have ud af projektet, inden du kontakter en rådgiver. Her får du en erfaren arbejdsmljørådgivers 10 gode råd til, hvordan du som virksomhed får mest muligt ud af samarbejdet.

- Sørg for at have et klart formål med rådgivningen. Hvilken effekt ønsker I at opnå, og hvordan skal man efterfølgende kunne måle eller evaluere, om målet er nået.
- Den indledende fase er vigtig. Virksomhed og rådgiver skal være enige om udgangspunktet.
- Det er vigtigt, at man internt er afklaret omkring, hvilke problemer man vil løse, inden man hyrer en rådgiver ind.
- Sæt værdi på. Hvad koster problemet virksomheden, og hvad kunne man spare ved at løse det.
- Der skal være beslutningstagere med på møderne. Man kan ikke lave en forandring på en virksomhed, hvis ikke topledelsen er med ombord.
- Start med at se på, hvilket problem I gerne vil løse, og find løsningen bagefter. Nogle virksomheder har lagt sig fast på en metode, inden de holder det første møde med rådgiveren. Det kan være noget helt andet, der skal til, end man umiddelbart forestiller sig.
- Det er en god ide at lave statusmøder, så rådgiveren kan sætte det rigtige hold både fagligt og personligt. Der kan både være behov for en rådgiver, der er ekspert på et snævert emne, eller en generalist, der forstår at køre processer.
- Tillidsforholdet skal være i orden. Rådgiveren og virksomheden skal kunne stole på hinanden, eksempelvis i forhold til fortrolighed.
- Rådgiveren skal have adgang til data og informationer om virksomheden – også de ting, der gør ondt, eller som man ikke er så stolte af.
- Behold ejerskabet i virksomheden. Rådgiveren skal ikke bare være en, der kommer ind og fikser problemerne og går igen med al sin viden. Virksomheden skal selv sørge for at få den viden i hus, så man selv kan løse problemet næste gang.
Kilde: Hanne lybech Jensen, ALECTIA
Denne artikel er oprindeligt skrevet af Charlotte Aagaard Knudsen for Videncenter for Arbejdsmiljø. Se artiklen her.