Det er da dumt ikke at arbejde med psykologisk sikkerhed

Opstartsseminar Psykologisk sikkerhed Velliv Foreningen

Sådan lød den umiddelbare kommentar fra Pia Sønderby Jessen, Director SHEQ i virksomheden Muehlhan, der deltog i opstartsseminaret i Projekt Psykologisk Sikkerhed den 17. august 2020.

Pia Sønderby Jessen uddyber ”Der er så mange fordele ved at sikre høj grad af psykologisk sikkerhed, at alle virksomheder bør arbejde med det. Vi glæder os til at komme i gang med projektet, hvor første step er at fastlægge, hvad vi præcist vil arbejde med, og hvem der er målgruppen på vores virksomhed”.

Projekt Psykologisk Sikkerhed

Projekt Psykologisk Sikkerhed er støttet af Velliv Foreningen og inddrager 7 virksomheder fra forskellige brancher. Målet med projektet er at arbejde med teorien bag psykologisk sikkerhed og omsætte den til praktiske metoder og processer, der højner den psykologiske sikkerhed. Erfaringerne fra projektet samles i et idekatalog, der bliver offentligt tilgængeligt, så alle kan blive inspireret.

Psykologisk sikkerhed bygger primært på den amerikanske professor Amy Edmondsons forskning og erfaringer. Hun har skrevet flere bøger om emnet, hvoraf den væsentligste bog for nyligt er udkommet på dansk med titlen ”Den frygtløse organisation”. Bogen har fået særdeles gode anmeldelser, bl.a. seks ud af seks stjerner i Jyllands Posten.

På opstartsseminaret blev de involverede virksomheder sat grundigt ind i hele projektforløbet. Næste fase foregår ude på virksomhederne, hvor der laves en detaljeret plan på virksomhedsniveau. I planen indarbejdes mål og succeskriterier, samt hvilke medarbejdergrupper der direkte involveres i projektet.

 

Ledelsen skal være med på den…

Sådan siger Mette Toft, Produktions- og kvalitetschef på Thise Mejeri efter opstartsseminaret. Hun uddyber:

Psykologisk sikkerhed handler i høj grad om virksomhedens kultur. Lederne på alle niveauer er væsentlige kulturbærere. Derfor er det af afgørende betydning, at de forstår filosofien bag psykologisk sikkerhed og at de i ord og handling inviterer til høj grad af psykologisk sikkerhed

Opstartsseminar Psykologisk sikkerhed Velliv Foreningen

Hvad er psykologisk sikkerhed?

Psykologisk sikkerhed defineres som troen på, at man ikke bliver ydmyget eller straffet, hvis man taler om egne eller andres fejl, stiller spørgsmål, drøfter uenigheder eller kommer med nye idéer. Det handler altså om at skabe en kultur, hvor det er OK og naturligt at sige til eller fra, så værdifuld viden deles. Der er store potentialer i at arbejde med emnet, der både kan nedbringe ulykker, stress, sygefravær mv., men også bidrage til at effektivisere arbejdsgange og forbedre virksomhedens produkter og service.

Amy Edmondson anbefaler tre faser, der tilsammen bidrager til at højne den psykologiske sikkerhed:

  1. Sæt scenen – vis at man vil tale om tingene.
  2. Inviter til flere input.
  3. Imødekom og anerkend de ting, der kommer frem.

Hos Joblife har vi allerede gode erfaringer med arbejde med emnet, dels gennem kursus- og procesdage på virksomheder dels gennem kortlægning af psykologisk sikkerhed.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev