Nyudviklet spørgeramme til måling af den psykologiske sikkerhed

Joblife har nu lanceret en nyudviklet spørgeramme på dansk til kortlægning af den psykologiske sikkerhed på arbejdspladsen. Spørgerammen er afprøvet på 6 forskellige virksomheder med i alt 539 respondenter. Vi har således det første sammenligningsgrundlag, så man kan benchmarke sit eget resultat med et gennemsnit.

Det er Chefkonsulent Nis Kjær og Seniorkonsulent Bent Schultz, der har stået bag spørgerammen og afprøvning heraf i projektet ”Psykologisk sikkerhed” støttet af Velliv Foreningen.

Nyudviklet spørgeramme til måling af den psykologiske sikkerhed

Ud over at dette er interessant for deltagervirksomhederne, giver det også et sammenligningsgrundlag for andre virksomheder der ønsker at arbejde med, og via spørgsmålene måle den psykologiske sikkerhed hos sig selv.

Ved at kombinere de nye spørgsmål, der specifikt omhandler psykologisk sikkerhed med spørgsmål, der omhandler de tre aspekter af social kapital, kan vi dels få et billede af, hvordan virksomhedernes sociale kapital ser ud, og dels sammenholde dette billede med den oplevede psykologiske sikkerhed blandt de adspurgte. Dette er interessant, idet vi endnu ikke ved ret meget om, hvilken betydning de faktorer, som mange virksomheder allerede spørger ind til, har for den psykologiske sikkerhed. Endelig har vi valgt at spørge ind til den generelle jobtilfredshed, for at kunne sige lidt om, hvor vigtig psykologisk sikkerhed er herfor.

14 spørgsmål i spørgerammen

Kortlægningen omfatter 14 udsagn, der scores på en 5-trins skala: meget uenig, uenig, hverken enig eller uenig, enig og meget enig.

De 7 første udsagn er stærkt inspireret af den amerikanske forsker Amy Edmondson, der er den primære kilde til forskning i psykologisk sikkerhed i nyere tid. Udsagnene er oversat til dansk og rettet til, så de passer til dansk kontekst og det danske arbejdsmarked.

De efterfølgende udsagn er inspireret af social kapital, hvor der måles på relationer i forhold til ledelse, i egen gruppe og mellem grupper/teams på arbejdspladsen.

De 14 udsagn er:

  1. Hvis jeg laver fejl, bliver jeg ikke bebrejdet det af mine kolleger.
  2. Blandt mine kolleger kan jeg trygt tage vanskelige udfordringer og problemer op.
  3. Mine kolleger afviser ikke andre, fordi de skiller sig ud.
  4. Blandt mine kolleger taler vi om og lærer at de fejl, der begås.
  5. Det er nemt at bede mine kolleger om hjælp.
  6. Ingen af mine kolleger vil bevidst modarbejde mit arbejde.
  7. I samarbejdet med mine kolleger, bliver mine særlige kompetencer og evner værdsat og benyttet
  8. I vores gruppe hjælper vi kolleger, der har for meget at lave.
  9. I vores gruppe er vi enige om, hvad der er det vigtigste i vores arbejdsopgaver.
  10. Vores gruppe og andre grupper/afdelinger anerkender hinandens bidrag til at løse arbejdsopgaverne.
  11. Vi er enige om de vigtigste mål med arbejdet på tværs af afdelingerne i organisationen.
  12. Den nærmeste leder bidrager til at løse konkrete problemer i hverdagen.
  13. Gruppens forhold til vores nærmeste leder er præget af gensidig respekt og anerkendelse.
  14. Alt taget i betragtning, er jeg tilfreds med mit job.

 

Bliver jeg bebrejdet af min kollegaer ved fejl

6 virksomheder i projektet har deltaget i en baseline-måling og nedenfor ses et eksempel på svaret for spørgsmål 1: Hvis jeg laver fejl, bliver jeg ikke bebrejdet det af mine kollegaer.

Kortlægningsmetode - psykologisk sikkerhed
Kort om projekt ”Psykologisk Sikkerhed” støttet af Velliv Foreningen

Joblife står i spidsen for Projekt ”Psykologisk Sikkerhed”, der er støttet af Velliv Foreningen og inddrager 6 virksomheder fra forskellige brancher. Målet med projektet er at arbejde med teorien bag psykologisk sikkerhed og omsætte den til praktiske metoder og processer, der højner den psykologiske sikkerhed. Erfaringerne fra projektet samles i et idekatalog, der bliver offentligt tilgængeligt, så alle kan blive inspireret.

Hvad er psykologisk sikkerhed?

Psykologisk sikkerhed defineres som troen på, at man ikke bliver ydmyget eller straffet, hvis man taler om egne eller andres fejl, stiller spørgsmål, drøfter uenigheder eller kommer med nye idéer. Det handler altså om at skabe en kultur, hvor det er OK og naturligt at sige til eller fra, så værdifuld viden deles. Der er store potentialer i at arbejde med emnet, der både kan nedbringe ulykker, stress, sygefravær mv., men også bidrage til at effektivisere arbejdsgange og forbedre virksomhedens produkter og service.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev